Vi er nu 15 dage inde i vores nye liv, Jackson og jeg. Et liv hvor vi er flyttet til min hjem by, mine venner, familie og mine vandte rammer.. Desværre betyder det også et liv uden Jax' far, i vores daglig dag.
Men det er OK, "It wasn't meant to be" eller hvad man i sådan en situation som denne ville sige..
Der skete en del med os begge fra det øjeblik jeg blev gravid, og desværre rykkede vi os ikke i den samme retning.
Jeg har dog fået den mest fantastiske søn ud af det, og han har sig en fantastisk far der forguder ham.
Ville jeg ønske at vi kunne have været en kerne famile? Leve lykkeligt med mops, gård og firhjulstrækker, og med tiden, få de 4 børn jeg drømmer om? Gu' fanden ville jeg så! Men sådan blev det ikke, og nu får vi det bedste ud af den situation livet har puttet os i nu.
Jeg vælger at være lykkelig!
og det er jeg nu.. i denne situation.
Vi har fået os et dejligt smukt hjem, i hjertet af byen, og jeg glæder mig til at fylde det med kærlighed, omsorg og latter hver evigt eneste dag sammen med min søn. For min søn.
Vi fungere ganske godt sammen nu, Stefan og jeg. Nogen ville måske endda kigge på os og tænke: "hvorfor var det nu lige at de gik fra hinanden??"
Men det gjorde vi af mange grunde, grunde som vi har valgt at holde helt for os selv, og det er jeg glad for.
Indtil videre kommer han her hos os og er sammen med Jackson, og selvfølgelig også mig, men vi skal vist snart have fundet os en samværds ordning, særligt når Jackson starter i dagpleje til december.
Well, den tid, den sorg.. ik'?
Always remember, no matter how hard the wind blows, no matter how much it rains,
the sun will ALWAYS shine again…
XOXO
